Heldagsbesøg i kulturhuset

Kom og vær med på et heldagsbesøg fyldt med læring og oplevelser i Kulturhuset i Randers.

Identitet og iscenesættelse i Kulturhuset
- tværfagligt forløb på Randers Bibliotek, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum

I løbet af dagen møder i Kulturhusets tre institutioner Randers Bibliotek, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum, hvor hver institution med hver deres fagområde belyser et fælles tema. I efteråret arbejder vi med tema om identitet og iscenesættelse.

Randers Kunstmuseum:
SE MIG! Vi iscenesætter os selv som aldrig før og lægger billeder ud på de sociale medier af os selv og hinanden. Men hvad kan man fortælle med et portræt? Og hvad vil det sige at iscenesætte en identitet? Vi undersøger portrætgenren og går i dybden med, hvordan den menneskelige identitet er blevet iscenesat i portrættet gennem tiden.

Museum Østjylland:
HUSK MIG! Hvilken historie fortæller du om dig selv? Og hvad fortæller den om dig? Vi er alle et produkt af de historier og den tid, vi lever i. Og vi er alle med til at skabe de historier, den næste generation skal leve med. Vi dykker ned i historien og ser på, hvordan forskellige tider og livsvilkår har skabt forskellige fortællinger om og opfattelser af, hvem vi er.

Randers Bibliotek:
SKAB DIG! Hvad er det for en fortælling, om os selv, vi viser på de sociale medier? Hvad gør vores færden på de sociale platforme ved vores selvopfattelse? Har de sociale medier indflydelse på vores identitetsdannelse? Hvordan og hvorfor iscenesætter vi os selv på de sociale medier?

Målgruppe: Udskolingselever i Randers Kommune.

Læringsmål: Eleverne lærer at forholde sig til identitet og iscenesættelse gennem undersøgelse og diskussion af litteratur, historiske kilder og spor, billedkunst og andre æstetiske udtryk. Formålet med forløbet er at styrke elevernes evne til at undersøge og fortolke forskellige typer fremstillinger af identitet, samtidig med at de får en bevidsthed om, at de både er historieskabte og historieskabende.

Varighed: 3 timer (ca. 45 minutter på hver institution).

Sted: Kulturhuset i Randers, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.

Periode: tirsdag til fredag i uge 38, kl. 9-12

Gratis for udskolingselever i Randers Kommune.

Vi kan tage 3 klasser på samme tid.

Forberedelse fra skolen: En indledende snak i klassen om de begreber, vi skal omkring i de 3 forløb. 14 dage før besøget sendes uddybende materiale direkte til læreren, så eleverne er tunet ind til dagen.