Randers Kunstmuseums Billedskole

Et inspirerende og kreativt skabende kunstlaboratorium for børn og unge med plads til fordybelse og fællesskab, og hvor mødet med den professionelle kunstner er i centrum.

Billedskole

Randers Kunstmuseums Billedskole introducerer børn og unge for en række kunstneriske udtryksformer og skaber gennem kunstfaglig undervisning rammerne for, at de kan eksperimentere med redskaber, materialer, medier, teknikker og udtryk. Målet er at skabe et kunstlaboratorium for børn og unge, hvor kreativ skabelse, kunstneriske teknikker, fordybelse, socialt samvær og innovative eksperimenter kan afprøves. Randers Kunstmuseums righoldige samling og løbende særudstillinger inddrages og bruges som et væsentligt omdrejningspunkt for kunstundervisningen.

Pr. september 2018 startede de to første kunsthold ved Randers Kunstmuseums Billedskole med undervisning af en professionel kunstner, Mette Boel, og kunstfagligt personale fra Randers Kunstmuseum. Det ene hold er målrettet børn i aldersgruppen 3.-5. klasse, det andet henvender sig til unge fra 6.-9. klasse og er specifikt målrettet mod at engagere og udvikle spirende talenter på billedkunstområdet.

Periode: 30-01-19 til 29-05-19

Pris: 1150,- /12 undervisningsgange (24 lektioner). Læs mere under retningslinjer

Tilmelding: Billedskolen er lige nu fuldt booket, men er man interesseret i at komme på venteliste, kan man kontakte Randers Kunstmuseum på tlf. 86422922 el. info@randerskunstmuseum.dk (oplys navn, adresse, alder, tlf. og mail).

Med forbehold for ændringer.

 

Baggrund

Opstarten af Billedskolen i efteråret 2018 er blevet mulig med støtte fra Statens Kunstfond, der har bevilget 100.000 kroner og Randers Kommune, der har bevilget 50.000 kroner. Ligeledes skyder Randers Kunstmuseum selv 50.000 kroner i for at sikre driften det første år.
For Gitte Ørskou, formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst, er der ingen tvivl om, at der kan være stor forskel på de tilbud, som børn og unge rundt omkring i landet modtager
”Der er stor variation i de kunstneriske tilbud, som børn i forskellige kommuner modtager. Derfor vil vi i Statens Kunstfond gerne stimulere, at de mange forskelligartede aktører på billedkunstområdet finder sammen i nye partnerskaber i alle egne af Danmark, så flere børn og unge kan få udviklet deres billedkunstkompetencer. Det er i den forbindelse vigtigt, at det er professionelle kunstnere og billedkunstundervisere, der står for aktiviteterne.”

Billedskolens elever i Kunstværkstedet.