KUNSTNERBRØDRE - L.A. Ring & H.A. Brendekilde

24. november 2018 til 31. marts 2019

H.A. Brendekilde: På forbudne veje, 1886

H.A. Brendekilde: Paa forbudne veje, 1886. Olie på lærred. Brandts – Museum for Kunst & Visuel Kultur. Foto Lars Bay (udsnit)

Randers Kunstmuseum præsenterer den første store udstilling om de to danske kunstnere H.A. Brendekilde (1857-1942) og L.A. Ring (1854-1933). Med udstillingen og sammenstillingen af Ring og Brendekildes arbejder belyses et særligt kapitel i dansk kunst i perioden 1880-1920, men også et usædvanligt kunstnerisk parløb. Udstillingen udforsker og fortæller den ufortalte historie om L.A. Ring og H.A. Brendekildes nære venskab og fælles kunstneriske idealer – men også om vejene, hvor de skiltes.

Laurits Andersen (L.A. Ring) og Hans Andersen (H.A. Brendekilde) var i en periode som brødre.  De mødte hinanden på Det Kgl. Danske Kunstakademi omkring 1877, og i en periode delte de både atelier og værelse i København. De brugte hinanden som modeller og kom i udtalt grad til at dele tanker, afprøve de samme motivkredse og kunstneriske inspirationskilder. I efteråret 1881 tog Laurits Andersen og Hans Andersen begge navneforandring. Motivationen var praktisk betonet. De delte værelse og atelier på Herluf Trolles Gade og ønskede ikke at blive forvekslede, når de fra samme adresse sendte værker ind til Charlottenborg. Men samtidig er det nærliggende, at de med deres valg af navne ønskede at signalere deres herkomst. De tog navn efter de landsbyer, de var vokset på i. Landsbyen Ring tæt på Næstved og Brændekilde på Fyn. Navneskiftet kan anskues som en programerklæring. Vejen frem var lagt.

Danmark befandt sig i en politisk turbulent tid. Konseilspræsident Estrup havde tilsidesat det demokratiske styre og regerede gennem de såkaldte provisorielove og også malerkunstens situation og udvikling var under forandring. Det var heftige debatter om kunstens rolle og udtryk. I samtidens kunstkritik blev Ring og Brendekilde ofte omtalt under ét i anmeldelserne. De blev anmeldt som ”bondemalerne” og fælles for dem var da også en række nøglemotiver og det sociale engagement. De kom i deres værker til at skildre tilværelsen på landet blandt de fattigste. Det fattige barn på trappestenen til et fugtskjoldet og uskønt forfaldent hus i en landsby, den unge pige, der er kommet i ulykke og nu er vendt tilbage til sine aldrende forældre og det opslidende markarbejde, den trætte skomager fanget krumbøjet over arbejdet en sen aftentime, den fattige skærveslagerfamilie ved vejkanten og krybskytterne i skoven. De skildrede livets gang på landet og mødet mellem generationer, børnene og de gamle, men også årstidernes skift, regnvåde gråvejrsbilleder af mudrede opkørte landsbygader, glitrende landskaber dækket af sne, skovbilleder med spirende anemoner, sommerens blomster og høstens gyldne aks. Uforglemmelige eksempler er Rings monumentale arbejderskildring I Høst (1885, Statens Museum for Kunst), hvor broderen blev anvendt som model, og Brendekildes berømte Udslidt (1889, Brandts), der i bedste, franske stil skildrer det dramatiske øjeblik på marken, hvor en ældre landarbejder har givet op og er udåndet under byrden af det tunge arbejde. De kom i deres værker til at bygge bro mellem det nære private erfaringsområde, livet, arbejdet og døden i den verden, de kendte fra deres opvækst, og det akademisk ophøjede – malerkunsten.

Udstillingen og publikationen afdækker forbindelseslinjerne mellem Ring og Brendekilde, kunstnerisk og personligt. Den følger deres fælles bestræbelser fra 1880’ernes politiske gennembrudsværker til 1890’ernes mere symbolsk livstolkende eller stemningssøgende landskaber, hvor årstidernes skift og dagens gang bliver allegorier for livets stadier og forvandlinger. Barndommens forventningsfulde glæde, foråret som billede på ungdommens og kærlighedens komme, sommerens paradis, men også solnedgangen og den afblomstrede mark som billede på den allestedsnærværende død. Udstillingen viser værker fra landsbyerne på Sjælland og Fyn, men også fra storbyen København. Den viser eksempler på den keramik, de begge arbejdede med og malerier fra de rejser, der især for Brendekilde blev en kilde til stor inspiration. Ring og Brendekilde lod sig inspirere af den franske malerkunst og markerede sig på de internationale udstillinger. Efter århundredeskiftet åbnede der sig nye veje. Gradvist fortonede fællesskabet sig til fordel for andre kunstneriske bestræbelser. Broderskabet brydes. Verden havde forandret sig, og det havde landsbysamfundet og Ring og Brendekildes afsæt for kunsten også.

Efter 1900 fik Brendekildes malerier gradvist en mere sentimental karakter, som hans kritikere gav betegnelsen ”stokroseidyller”. Han producerede et større antal blomstrende skildringer af anekdotiske optrin i landsbyerne til en stadigt stigende køberskare. Ring gik sine egne veje. Han kanaliserede sine eksistentielle overvejelser og konstruktive blik over i mere fortolkningsmæssigt åbne landskaber og nøgternt aftegnede skildringer af landsbyernes huse og menneskeskæbner på tærsklen til den moderne verden. Samtidens kunstkritikere og museerne omfavnede Ring, men tog afstand fra Brendekilde, der blev beskyldt for at svigte sine moralske forpligtelser og forfalde til skønmaleri. 

Når Randers Kunstmuseum vurderer, at sammenstillingen af Ring og Brendekildes værker fortsat har en aktualitet, skyldes det grundlæggende de eminente værker, der indgår i vores samling. På trods af afstanden i tid har de en righoldighed i både umiddelbar skønhed og dybde i form af æstetiske, eksistentielle og affektive overvejelser, der den dag i dag bjergtager publikum. Samtidig er historien om Ring og Brendekildes broderskab interessant også i nutidsoptik. Hvem og hvad afgør om en kunstner huskes og bliver del af den normative kunsthistorie? Hvorfor falder en kunstner som Brendekilde ud af historien? Selv den dag i dag er Brendekildes værker populære på auktionerne, og de sælges i så stort tal til udlandet, at arbejdet med en udstilling som denne er vanskeligt. Måske kan vi i dag iagttage et lignende skisma mellem virkeligheden og dens forskønnede udgave: Hvornår er noget i virkeligheden realisme, og hvornår er dét, vi ser, et skønmaleri. Hvad vinder indpas på den etablerede kunstscene? Og er der en konflikt mellem det og det mere folkeligt populære?

Udstillingen er produceret i samarbejde med Brandts – Museum for Kunst & Visuel Kultur og Nivaagaard Malerisamling, hvor den vises efterfølgende. Et stort antal danske museer har bevilget udlån af et særdeles kvalitativt udvalg af kunstnernes bedste værker. De suppleres med museets egen store samling af L.A. Ring samt en række sjældent viste værker fra private samlere.

Udstilling, publikation og formidling er støttet med uvurderlig hjælp og generøsitet fra følgende fonde: Aage og Johanne Louis Hansens Fond, Augustinus Fonden, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Knud Højgaards Fond og 15. Juni Fonden.

L.A. Ring: I høst, 1885. Olie på lærred. Statsministeriet - i depot på Statens Museum for Kunst. Foto: SMK Foto