Udstilingen "HELEN SCHOU - Monumenternes kvinde" forlænges frem til 16. maj

HELEN SCHOU - Monumenternes kvinde

Har du ikke fået set særudstillingen ”HELEN SCHOU – Monumenternes kvinde” på Randers Kunstmuseum, kan du stadig nå det. Udstillingen er nemlig blevet forlænget frem til 16. maj. Det betyder, at Randers Kunstmuseums gæster stadig kan nå at opleve den anmelderroste udstilling med den næsten fem meter høje gipsmodel af rytterstatuen af ”Kong Christian X”, et udvalg af bronzeskulpturer fra byens rum samt et stort antal forarbejder, skitser og tegninger skabt af billedhuggeren Helen Schou.

Selvom Randers Kunstmuseum i øjeblikket er lukket på grund af Covid-19, er der den seneste måned blevet arbejdet på at forlænge museets særudstilling om billedhuggeren Helen Schou, således flere kan nå at opleve kunsten. Det er nu lykkes at forlænge udstillingen frem til 16. maj. Randers Kunstmuseum er derfor klar til at byde gæster indenfor, så snart det igen bliver muligt at åbne dørene. 

Udstillingen ”HELEN SCHOU – Monumenternes kvinde”

I sensommeren havde Randers Kunstmuseum fornøjelsen af at åbne udstillingen ”HELEN SCHOU - Monumenternes kvinde”, der udforsker billedhuggeren Helen Schous (1905-2006) kunstneriske produktion gennem mere end otte årtier. Med udstillingen sættes fokus på et af det 20. århundredes store kvindelige forbilleder. En kunstner, der har sat store aftryk i dansk kunsthistorie og særligt huskes for to monumentale bestillingsarbejder; rytterstatuen af ”Kong Christian X” (1955) i Aarhus og ”Den Jyske Hingst”(1969) i Randers. Som en af få danske kvindelige kunstnere bevægede Schou sig med de to monumentale værker ind på et traditionsbundet og mandsdomineret kunstnerisk felt, en kunstnerisk og fysisk bedrift som udstillingen sigter efter at belyse. Med udstillingen vil Randers Kunstmuseum kaste et nyt blik på Schou og bidrage til en facetteret og mangfoldig fortælling om det 20. århundredes billedhuggerkunst.

Udstillingen tager afsæt i Schous arbejde med ”Den Jyske Hingst”, der er den egentlige baggrund for, at udstillingen vises på Randers Kunstmuseum. Med sin placering på Østervold har skulpturen gennem 50 år været et kendt og elsket vartegn for Randers by. Mange kender skulpturen, men meget få kender kunstneren bag. Målet med udstillingen er derfor at give publikum et bredt indblik i Schous kunstneriske arbejde og samlede produktion belyst gennem en række tematiske snit; ”Fra skitse til monument”, ”Værker i det offentlige rum”, ”Drømmen om en hest” og ”Rytterstatuen af Kong Christian X”.

Udstillingen er realiseret med støtte fra:

Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Billedhuggeren, professor Gottfred Eickhoff og hustrus, maleren Gerda Eickhoffs fond, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Beckett-Fonden og LUNDFonden.

Foto fra udstillingen "HELEN SCHOU - Monumenternes kvinde", Randers Kunstmuseum.