Randers lyser grønt

I tre dage kommer Randers til at lyse grønt. Lokale aktører er gået sammen og har på kort tid skabt en event, der på corona-sikker vis kan give både børn og voksne en både sjov og usædvanlig oplevelse i byrummet.

Randers lyser grønt. Foto: Randers Teater

I en tid, hvor Danmark fortsat er corona-nedlukket, er det om at tænke kreativt, når man gerne vil give alle borgere i Randers nogle gode oplevelser. Med det ønske har tre lokale kulturaktører stukket hovederne sammen og skabt eventen RANDERS LYSER GRØNT, der afvikles fra den 12. til den 14. februar.

I den første weekend i vinterferien vil hundredvis af grønne spots oplyse træer, byggerier og pladser og skabe eventyrlige rum og stemninger rundt omkring i byen. Og Kulturhuset vil også være oplyst. Bag ideen står Eventfirmaet EnoVent, Bambi Udlejning og Randers Teater.

Forår og håb forude
At det lige blev det grønne lys, er ikke tilfældigt, fortæller Tine Eibye fra Randers Teater:
”Grøn er jo håbets og forårets farve. Og når vi oplyser træer, bygninger, broer, tårne, vinduer og meget andet i og omkring Randers centrum, håber vi, at en masse Randers-borgere får en sjov og flot oplevelse til fods, på cykel eller i bil. Alle kan være med,” siger Tine Eibye.

Anita Støvring Ross fra Eventfirmaet EnoVent uddyber: ”I og omkring Randers bymidte vil man kunne opleve minimum 80 oplyste træer og 50 oplyste bygninger, tårne med mere. Så vi kan kun opfordre til, at man tager det varme tøj på og pakker en rygsæk med varm kaffe eller kakao og går på ”skattejagt” for at se, hvor mange grønne træer, man kan finde. Vores tanke var, at alle kan trænge til noget lys og glæde, og det håber vi, at denne event kan bidrage til,” siger hun.

Jesper Juncher, der ejer Bambi Udlejning siger: ”RANDERS LYSER GRØNT har netop den kvalitet, at alle kan lege med, og sammen kan vi i Randers trylle tre mørke februar aftener lysende grønne. Jeg er gået ind i projektet, fordi det føles rigtig godt at komme i gang igen, og samtidig vil jeg gerne give en masse mennesker i Randers en sjov oplevelse. Jeg var med det samme klar til at stille alle mine lamper til rådighed. De skal ud af lageret og gøre gavn i byen,” siger Jesper Juncher.

Randers lyser grønt: Randers Teater