Turist på Randers Kunstmuseum i vinterferien

Rom, Paris eller Skagen. Rejs ud som Jørgen Sonne og tag til karneval i Rom, oplev som Kristian Zahrtmann stemningen på en italiensk tærskeplads eller tag på stranden med William Scharffs kvinder. Vi sætter i vinterferien fokus på rejsetemaet, hvor vi bl.a. inviterer børn og barnlige sjæle på en rejse i kunsten.

08. februar 2018

Vinterferien for børn

Tag på opdagelse i museets samling, lær om de rejsende kunstnere og find et maleri – et sted, hvor du gerne vil rejse til. Lad dig inspirere af maleriet og forsøg som kunstnerne at indfange din rejsedestination med papir og farveblyanter. Hvad oplever du? Hvordan er vejret? Hvilken årstid er det? Møder du mennesker eller dyr? Hvordan er stemningen? Når tegningen er færdig, kan du sende den som et postkort til en, du ønsker at dele oplevelsen med.

Konkurrence

Vi har pakket en kuffert med alt det nødvendige til rejsen – tag et kig i den og klæd dig på til din rejsedestination. Tag en selfie og del den på Instagram (#turistpåranderskunstmuseum), på vores facebookside eller lad os tage et billede af dig. Billedet af dig som turist bliver dit lod i en feriekonkurrence. Vi trækker lod blandt billederne efter ferien.

Kunstnernes rejser

Fra starten af 1800-tallet var dannelsesrejsen til Rom et vigtigt udviklingstrin for enhver kunstner. I Italien fik de ikke alene klassisk grund under fødderne, men stod også ansigt til ansigt med det fremmede, det eksotiske og det ukendte i form af gestikulerende italienere, rustikke byscener og landskaber badet i sydens klare lys. Flere rejste videre ud til Spanien, Grækenland eller den nære orient. Senere blev Paris det foretrukne rejsemål. Kunstnerne lod sig fascinere af de fremmede verdener, men også af den kunst de så.

Randers Kunstmuseums samling rummer talrige hovedværker, der bærer vidne om denne rejselyst, og om senere generationers rejser ud i verden. Fra Jørgen Sonnes (1801-1890) ”Romersk Karneval” (1846), Vilhelm Kyhns (1819-1902) panoramiske Landskab i den romerske Campagne (1851), Kristian Zahrtmanns (1843 -1917) Italienske Tærskeplads (1902), J. F. Willumsens (1863 -1958) ”Brænding i stille vejr på kysten af Bretagne” (1904), Achton Friis’ (1871-1939) malerier fra Grønland fra Danmarksekspeditionen 1906-1908, Niels Larsen Stevns (1864 -1941) ”Udsigt fra slotspladsen i Cagnes” (1923), Trondur Paturssons sørejser med den irske eventyrer Tim Severin, Merete Barkers rejser til det gamle Persien i 2005-2006, Sven Dalsgaards mange rejser på Stedet og mange flere.