Påske: Offentlig omvisning og aktiviteter for børn

Randers Kunstmuseum byder i påskeferien på en masse spændende aktiviteter for hele familien. Du kan lege turist i museets faste udstilling, deltage i en alternativ gudstjeneste eller tage med på en offentlig omvisning i museet særudstilling HAITI – Erik A. Frandsen.

14. marts 2018

OBS!! Museet holder åbent 2. Påskedag (mandag 2. april 2018)

OFFENTLIG OMVISNING I HAITI 

Torsdag 29. marts kl. 14 er der mulighed for at komme med på en offentlig omvisning i museets særudstilling HAITI – Erik A. Frandsen. Den anmelderroste udstilling kom til under og efter Erik A. Frandsens rejser til det caribiske Haiti i 2016 og 2018 og vises for første gang i ét samlet hele. Kom med og bliv klogere på historien og skabelsesprocessen bag de mange forskelligartede værker samt om rejsen.

Omvisningen er gratis med indløst billet til udstillingen. 

PÅSKEAKTIVITETER FOR BØRN

Rom, Paris eller Skagen. Rejs ud som Jørgen Sonne og tag til karneval i Rom, oplev som Kristian Zahrtmann stemningen på en italiensk tærskeplads eller tag med Erik A. Frandsen til nutidens Haiti. Vi sætter i påskeferien fokus på rejsetemaet, hvor vi inviterer børn og barnlige sjæle med på en anderledes rejse i kunstens univers.

Tag på opdagelse i museets samling, lær om de rejsende kunstnere og find et maleri, et sted – eller en tid, du gerne vil rejse til. Lad dig inspirere af maleriet og forsøg som kunstnerne at indfange din rejsedestination med papir og farveblyanter. Hvad oplever du? Kan du lugte noget? Høre noget? Smage noget? Hvordan er vejret? Hvilken årstid er det? Hvem eller hvad møder du, og hvordan er stemningen? Når tegningen er færdig, kan du sende den som et postkort til en, du ønsker at dele oplevelsen med.

Konkurrence

Vi har pakket en kuffert med alt det nødvendige til rejsen – tag et kig i den og klæd dig på til din rejsedestination. Tag en selfie og del den på Instagram (#turistpåranderskunstmuseum), på vores facebookside eller lad os tage et billede af dig. Billedet af dig som turist bliver dit lod i en feriekonkurrence. Vi trækker lod blandt billederne efter ferien.

ALTERNATIV GUDSTJENESTE

Inden for kristendommen anses påsken som den mest betydningsfulde højtid. Randers Kunstmuseum afholder i samarbejde med sognepræst, Thomas Larsen fra Sct. Mortens Kirke, alternativ gudstjeneste palmesøndag 25. marts kl. 13.30. Vi forsøger her at spinde tråde mellem kunsten og troen. Arrangementet sluttes af med fælles dialog, kaffe og kage.
Fri entré

Den alternative gudstjeneste er en del temaudstillingen Kunst og tro, der stiller skarpt på, hvordan troen kommer til syne i kunsten. Udstillingen kan opleves fra 16. marts – 2. april.