Randers Kunstmuseum stifter Erhvervsklub

Randers Kunstmuseum har en af landets fineste samlinger af kunst – det ønsker vi også at have i fremtiden. Derfor stifter Randers Kunstmuseum nu en erhvervsklub, hvor overskuddet udelukkende går til erhvervelse af kunst til samlingen.

01. november 2017 - Oprettet af Lise Jeppesen

Randers Kunstmuseums Erhvervsklub er et helt nyt initiativ for Randers Kunstmuseum. Målet med erhvervsklubben er at indgå nye og gensidigt inspirerende partnerskaber med erhvervsvirksomheder, som vi tilbyder en række medlemsfordele, men også at skabe økonomi til køb af ny dansk kunst til samlingen.

Randers Kunstmuseum har en fin og unik samling med flere tusinde værker og viser hvert år 3-4 store særudstillinger med det ypperste indenfor ældre og ny dansk billedkunst. Museets store satsninger som BEGÆR – DE SYV DØDSSYNDER (forår 2017) og LYSETS OG FARVENS MESTER med den danske impressionist Theodor Philipsen (efterår 2016) er særdeles velbesøgte og rost af anmeldere landet over. Med erhvervsklubben tilbyder vi virksomheder en platform til kommunikation, men også en række unikke kulturoplevelser for medarbejdere og kunder. Vi håber mange vil have lyst til at støtte op om formålet.

En af Randers Kunstmuseums største styrker er museets samling skabt gen­nem 130 år. Mesterværker af Vilhelm Hammershøi, L.A. Ring, Anna Ancher, J.F. Willumsen, Wilhelm Freddie, Asger Jorn, Christian Lemmerz og Martin Bigum er indkøbt gennem årene. Det er en stor glæde for vores gæster, men også en værdifuld arv vi efterlader til fremtidens borgere. Det er dog ofte erhvervelsen af ny dansk kunst, der spares væk. Gennem de sidste fem år er alle køb af kunst derfor udelukkende blevet finansieret af fonde og sponsorer.

Med et medlemskab i Randers Kunstmuseums Erhvervsklub vil virksom­heder derfor bakke op om de bedst mulige vilkår for at videreudvikle Randers Kunstmuseum som en betydningsfuld kulturinstitution, der tiltrækker lokale, nationale og inter­nationale gæster også i fremtiden.

Læs mere: Randers Kunstmuseums Erhvervsklub

For yderligere information, kontakt:
Lise Jeppesen, museumsdirektør, Randers Kunstmuseum, t. 86 42 29 22, lj@randerskunstmuseum.dkAnne Sophie Lykke-Poulsen, museumsinspektør, kommunikation, Randers Kunstmuseum, t. 86 42 29 22, as@randerskunstmuseum.dk