Randers Kunstmuseum og Sven Dalsgaard hilser Danmark Rundt

I anledning af enkeltstarten i Randers i dag den 15.9. kl. 14-18 har Randers Kunstmuseum installeret "Sven Dalsgaards øjne" på toppen af P-Huset - som en hilsen fra Randers til de mange seere der via transmissionen kan følge med.

15. september 2017 - Oprettet af Lise Jeppesen

Øjnene blev skabt i 2014 på et idéoplæg fra billedkunstner Aage Arbjerg, og installeret på Kulturhuset som del af markeringen af 100 året for Dalsgaards fødsel. Det har været sjovt at finde dem frem på ny! Øjnene er taget fra maleriet Sven Dalsgaard: Inger fra 1963. 

Aage Arbjerg skriver: ”Ved lidt eftertanke med hensyn til Sven Dalsgaards rummelige kosmiske blå øjne, der inviterer os ind i historien – fantasien
og vores fælles hukommelse(s) hus (dialogen er sat i gang). To øjne på en kube, den ligger lige for”.

Om Sven Dalsgaard

Sven Dalsgaard var en usædvanligt produktiv og alsidigt arbejdende kunstner, der gennem sit liv bredte sig over et enormt spektrum af arbejdsfelter og udtryk. Hans livsopfattelse og stærkt eksperimenterende, nyskabende, konceptuelle arbejdsform var forbundet med en særegen brug af udtryksmidlerne, og havde berøringsflader med eksistenstænkning, metafysik og erkendelsesteori samt – selvfølgelig – æstetik og kunstteori. Stilhistorisk spænder hans produktion fra surrealismen, modernismen, dadaismen, nyrealismen og blander i 1980’erne og 1990’erne elementer fra alle perioder.

Dalsgaard brugte sit eget liv som grundlag for den kunstneriske proces i en sådan grad, at hele hans produktion kan ses som en polarisering mellem intimitet og abstraktion. Et dobbeltblik mellem det subjektive og det alment menneskelige, det nære og det distancerede blik, der udspiller sig indenfor alle medier og udtryksformer gennem syv årtier som aktiv kunstner.

Sven Dalsgaard var udlært håndværksmaler og autodidakt som billedkunstner. Han debuterer på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1943. Han bliver senere medlem af Majudstillingen (1953-63), Grønningen (1964-75) og af Den Frie Udstilling (1975-93), og i 1978 modtager han Thorvaldsens Medalje; 1973-79 var han gæsteprofessor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi. Randers Kunstmuseum samling rummer godt 1.200 værker af Sven Dalsgaard.