Nyerhvervelse - Nyt værk af L. A. Ring til Randers Kunstmuseum

Med støtte fra Ny Carlsbergfondet, Slots- og Kulturstyrelsen og Victor P. Christensens Legat lykkedes det tirsdag aften at erhverve et nyt maleri af L. A. Ring på Bruun-Rasmussens Kunstauktioner

L. A. Ring: "Langs Rugmarken. Gangsti med en græsbevoxet Jordvold til højre, Rugmarken til venstre....". Sign. L. A. Ring 87. Olie på lærred. 55 x 47 cm.

01. december 2017 - Oprettet af Lise Jeppesen

Grundstemningen i Rings værker fra 1880’erne er en regnvåd, vinterlig tristesse, men indimellem producerer han også en række livsbekræftende fremstillinger af foråret og den blomstrende sommer. Harmoniske og varme billeder båret af en sanseberuset lys- og farveglæde. Blandt disse er Langs Rugmarken. Gangsti med en græsbevoxet Jordvold til højre, Rugmarken til venstre....". 1887. I tonen foregriber disse fremstillinger hans senere forelskede Karrebæksminde-billeder af hustruen Sigrid fra 1897–98 samt naturligvis hovedværket Sommerdag ved Roskilde Fjord (1900), der tilhører Randers Kunstmuseum. 

Motivet er beslægtet med andre hovedværker som En rugmark ved Landsbyen Ring (1887), Sti forbi moden hvedemark (1885) og Krager på pløjemark (1891) og er som disse kendetegnet ved en række tankevækkende paradokser. Ring er fascineret af modsætninger, forårets gryende vækst, sommerens paradisiske tilstand, høstens gyldne kornmarker kontra det modsatte, brakmarken, den afblomstrede eng og den golde jord som billede på efteråret og vinterens kulde.

Det har samtidig en særlig forbindelse til Randers. Det er sandsynligvis malet i Ålsgårde under et sommerophold hos Johanne og Alexander Wilde. Sidstnævnte var i mange år formand for Randers Kunstmuseums bestyrelse og ansvarlig for en række tidlige erhvervelser af Ring til Randers Kunstmuseum.   

Randers Kunstmuseum har en af landets største samlinger af L. A. Ring, og betragter på den baggrund L. A. Ring som et særligt ansvarsområde, det er derfor glædeligt at vi med Ny Carlsbergfondets, Slot og Kulturstyrelsens og Victor B. Christensens generøse støtte har kunnet supplere samlingen med endnu et væsentligt værk. Vi glæder os til at dele det smukke billede med museets publikum. I 2018-2019 forbereder Randers Kunstmuseum i samarbejde med BRANDTS en større forskningsbaseret udstilling, fagfællebedømt publikation samt omfangsrig formidlingsportefølje om de to danske kunstnere H. A. Brendekilde (1857-1942) og L. A. Ring (1854-1933). Forberedelserne er i gang og det nye maleri vil naturligvis indgå i udstillingen. 

L. A. Ring: "Langs Rugmarken. Gangsti med en græsbevoxet Jordvold til højre, Rugmarken til venstre....". Sign. L. A. Ring 87. Olie på lærred. 55 x 47 cm.