IREALITETEN - Søren Hüttel og Søren Brøgger

Fra lørdag den 12. august kl. 13 inviterer Randers Kunstmuseum til udstillingen ”IREALITETEN – Søren Hüttel og Søren Brøgger”. Udstillingen vises i KUNSTLABORATORIET, museets rum til mindre og eksperimenterende udstillinger.

02. august 2017 - Oprettet af Lise Jeppesen

IREALITETEN handler om virkeligheden, der er vendt op og ned, om fake news og populærkultur. Brøgger og Hüttel er inspireret af de amerikanske realister og af popkunsten, men også af den aktuelle politiske samfundsudvikling og mediernes rolle i dannelsen af vores opfattelse af virkeligheden.

”Med en mand som Donald Trump som præsident i USA er det absurde og det uvirkelige blevet en del af vores nyhedsbilleder. Det uvirkelige – og det mærkelige - er også det, vi arbejder med i ”Irealiteten”. Parallelle verdener eller subkulturelle universer som Youtube er blevet en verden inden i vores verden. En fiktiv eller realistisk cyberspace-verden som drager, men også manipulerer vores syn på de omgivelser, vi befinder os i.” (Søren Brøgger og Søren Hüttel)

Udstillingen bearbejder denne absurde og fordrejede virkelighed ved at anvende populærkulturens former, kunstige sladderbladsforsider, 1980’ernes musikvideoer osv. Til udstillingen har Hüttel og Brøgger valgt at få malet væggene i pink og turkis, så udstillingen fremtræder som en samlet installation. Hüttel vil endvidere, støttet af Statens Kunstfond, skabe en stor installation i Kulturhusets Grågård.

Et særligt fokus i museets KUNSTLABORATORIUM er yngre kunstnere med rødder i Randers, der har markeret sig nationalt og/eller internationalt. Det er i høj grad tilfældet med Søren Hüttel, der til udstillingen i Randers har valgt at invitere vennen og samarbejdspartneren Søren Brøgger.

Udstillingen IREALITETEN vises i perioden 12. august til 5. november.

For yderligere information, kontakt:
- Museumsdirektør Lise Jeppesen, 86 42 29 22
- Søren Hüttel, 28 12 63 34  

Fakta:
Søren Hüttel (Randers, f. 1976) og Søren Brøgger (Åbenrå, f. 1977) tog begge afgang fra Det Fynske Kunstakademi, Brøgger i 2004 og Hüttel i 2005. De har siden udstillet og kurateret udstillinger i forskellige sammenhænge.