VINTERFERIE - Oplevelser for børn og voksne

På Randers Kunstmuseum kan du i vinterferien både male postkort, lytte til spændende og lidt uhyggelige historier og komme med på omvisning i museets aktuelle særudstillinger

Lev dig ind i Lars Bangs malerier med fortælleren Henrik Kjærgaard-Jensen

11. februar 2016 - Oprettet af Lise Jeppesen

Randers fortælleren Henrik Kjærgaard-Jensen har ladet sig inspirere af kunstmuseets spændende og fantasirige udstilling ENCLAVE med værker af den yngre kunstner Lars Bang. Tag børnene eller børnebørnene med på en rejse til en anden verden. En verden med vild natur, ulve, bjørne og skydevåben - men også med børn, karruseller og legedyr. Henriks fortællinger handler på mesterlig vis om børn, der træder i karakter i en farefuld verden og viser vej gennem den. Fortællingerne foregår i kunstlaboratoriet på Randers Kunstmuseum lørdag d. 13.2 kl. 11 og tirsdag d. 16.2 kl. 14. og er for børn fra 8 år og deres familie. Der er plads til 45-50 deltagere. 

Hvordan ser Niels Ebbesen mon ud i pink, og kan en appelsin være andet end orange? Randers Kunstmuseum lancerer i forbindelse med vinterferien et nyt formidlingstiltag til børn, hvor man kan male og eksperimentere med sine egne postkort. Man kan lade sig inspirere af flere af museets store mesterværker, og her give sit eget bud på, hvordan man synes mesterværkerne også kan se ud.

Søndag d. 14.2. kl. 14 er der offentlig omvisning i museets nyåbnede udstillinger; HVERDAGSBILLEDER - videokunst i flere dimension og ENCLAVE - Lars Bang som vises i museets kunstlaboratorium. Vi kigger på storslået videokunst, hvor værkerne på hver deres underfundige måde beskæftiger sig med den hverdag vi alle kender. Vi begiver os også ind i Lars Bangs billedunivers som er spækket med fortællende elementer, barske såvel som håbefulde.

Kulturhusets cafe er åben i vinterferien og byder på lette anretninger, dejlige kager og skøn kaffe. Cafeen er åben tirsdag til fredag fra kl. 10.30 til 15.30. I weekenderne i vinterferien byder kunstmuseet på gratis kaffe og the og en lille småkage.

 
Henrik Kjærgaard-Jensen. Foto: Den utraditionelle