Over 300 skolebørn fra Randers var til fernisering i Kulturhuset

Randers Kunstmuseum og Søndermarkskolen har i den forgangne uge haft besøg af den en del af den fremadstormende danske kunstnerduo Hesselholdt & Mejlvang. Sofie Hesselholdt har over to dage afholdt kunstworkshop med 4. b og 4. c. fra Søndermarksskolen, hvor de har arbejdet med begreberne kunst og national identitet med FLAGET som omdrejningspunkt. Eleverne har produceret deres egen flag som nu og i de kommende 14 dage udstilles i Kulturhusets atriumgård

Sofie Hesselholdt holder åbningstale

30. maj 2016 - Oprettet af Lise Jeppesen

Flagudstillingen blev i fredags besøgt af mere end 300 børn fra skoler i Randers, som var inviteret til fernisering på 4.b og 4. c's  udstilling, hvor der blev holdt taler af børnene fra Søndermarkskolen som under seancen også var guider ved deres egen værker. De kunne bl.a. fortælle om, hvordan de har klippet flag i stykker som tegn på hvordan venskaber kan gå i stykker, og hvordan flagene igen er blevet syet sammen som tegn på tilgivelse og redede venskaber. Udstillingen blev officielt åbnet af Sofie Hesselholdt.

Randers Kunstmuseum har sammen med 4. b. og 4. c og Hesselholdt & Mejlvang udforsket begreberne kunst og national identitet fra guldalderen til i dag. Randers Kunstmuseum har fundet værker frem fra museets magasiner med det formål at diskutere, hvad national identitet er for et begreb, og hvordan kunsten gennem tiden på forskellig vis har formidlet denne nationale forestilling. Fra guldalderkunstens nationaldragter og store grønne danske landskaber til Sven Dalsgaards flag i alle mulige afskygninger og de Dalsgaard- inspirerede kunstnere Hesselholdt & Mejlvangs sorte flag.

I 1800-tallet begynder man at tale om nationale særpræg, ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Nationalstaterne som vi kender dem grundlægges. Kunstnerne, politikerne og folkeoplysningen hjælper nationalfølelsen på vej. Vi får en nationalkunst - den såkaldte guldalderkunst. Perioden er kendt for kulturel rigdom - men også for økonomisk ruin.

Mange kunstnere har sidenhen - og som Hesselholdt & Mejlvang - beskæftiget sig med begrebet national identitet og dets kompleksitet. Kunsten bruges her som et medie, hvormed forestillingen om entydighed og national/ identitetsmæssig stabilitet som oftest sættes på spidsen. Hesselholdt & Mejlvang er uddannet fra det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006. Flaget er et tilbagevendende symbol i deres kunst, men forestillingen om flaget som det ultimative emblem for en gruppe, et folk, eller en nation punkteres som oftest i deres kunst. De udstiller hyppigt både hjemme og i udlandet.

Projektet er en del af undervisningsforløbet Kultur på Tur som er første skridt på vejen til flere undervisningsforløb i 2017 som optakt til børnekulturfestivalen i Randers i 2017. Kultur på Tur er et samarbejde mellem Randers Egnsteater, Randers Bibliotek, Randers Musikskole, Randers Kammerorkester og Randers Kunstmuseum. Kultur på Tur og børnekulturfestivalen Spektakel er støttet af Fonden Århus 2017 og Statens Kunstfond.