KURATOR FOR EN DAG - fup, fiduser og fejltagelser

Ny torsdagsdialog og udstilling i serien Kurator for en dag sætter fokus på Fup, fiduser og fejltagelser i kunsten. Gæstekurator er Claus Ørsted

J.V. Martins bombede landkort over USA er blandt værkerne

20. april 2016 - Oprettet af Lise Jeppesen

Cykelsmed Claus Ørsted er tilbage på Randers Kunstmuseum når der torsdag den 21. april kl. 15 er torsdagsdialog. Overskriften for dialogen er Fup, fiduser og fejltagelser i kunsten! Der vises værker af Sven Dalsgaard, Finn Johansen, Astrid Noack, Agnes Slott-Møller, Albert Mertz... eller gør der! Ørsted advarer om, at der er lagt op til overraskelser. 

Udstillingen der følger dialogen vises frem til søndag den 8. maj. 

KURATOR FOR EN DAG
”Er du træt af, at det altid er de samme værker, som hænger fremme i den faste samling? Har du mod på at lave din egen udstilling med værker fra Randers Kunstmuseums samling og fortælle om dine tanker? Så er det måske dig, vi søger til sæsonens torsdagsdialoger, hvor museets publikum selv får lov til at bestemme, hvad der skal hænge på væggene!”

Sådan lød den jobannonce Randers Kunstmuseum med stor spænding slog op i januar. 14 dage efter havde museet modtaget omkring 25 ansøgninger, hvoraf mange var meget gennemarbejdede og opfindsomme. Blandt ansøgerne var både yngre og ældre, lokale og internationale. Resultatet har været en ny og anderledes udgave af museets torsdagsdialoger, der i høj grad har givet utraditionelle vinkler på museets samling.