Udflugt

Forårets udflugt fører til Nordjylland, hvor vi vil besøge kunstnerparret Marit Benthe Norheim og Claus Ørntofts store atelier i Bjergby ved Hjørring. Herefter går turen til Skagens Museum og den anmelderroste udstilling "Michael Ancher og kvinderne fra Skagen"

7. juni kl. 7.30-19.00

Program

  • Afgang fra Randers Kunstmuseum kl. 7.30
  • Ankomst til Bjergby, Marit Benthe Norheim og Claus Ørntoft kl. 09.15
  • Afgang fra Bjergby kl. 11.00
  • Ankomst til Skagen kl. 12
  • Frokostbuffet på Hotel Folden ca. kl. 12.00
  • Der er mulighed for at opleve Skagen bagefter på egen hånd
  • Vi mødes kl. 14.00 på Skagens Kunstmuseum
  • Omvisning på Skagens Kunstmuseum kl. 15.00 - i 2 hold
  • Der er mulighed for at opleve Skagen bagefter på egen hånd
  • Afgang fra Skagen kl. 16.30, hvor der vil blive serveret kaffe og kage
  • Ankomst til Randers Kunstmuseum kl. 18.30 - 19.00  

Atelierbesøg: Marit Bente Norheim og Claus Ørntoft

Billedhuggerne Marit Benthe Norheim (f. 1960 i Norge) og Claus Ørntoft (f. 1959) har med deres udsmykninger af det offentlige rum indtaget en markant position på den danske kunstscene. Marit Benthe Norheim er bl.a. kendt for skulpturprojekterne i det offentlige rum, Lifeboats (2017), der var del af Aarhus 2017 og Campingwomen, der besøgte Randers i 2013. Claus Ørntoft arbejder i granit og hans værker er opstillet på en række pladser i ind- og udland. I 2012 skabte han skulpturen Tre løver og Ni hjerter til Marselisborg Slotspark. Parret er bosat i Bjergby og et besøg på deres store ejendom er en helt særlig oplevelse. Se www.norheim.dk og www.orntoft.dk. Marit Benthe Norheim og Claus Ørntoft viser selv rundt og fortæller om deres arbejdsprocesser og kunst.

Efter besøget kører vi videre til Skagen, hvor vi spiser frokost på Foldens Hotel ca. kl. 12.00 - 12.30

Skagens Museum - Michael Ancher og kvinderne fra Skagen

Udstillingen Michael Ancher og kvinderne fra Skagen sætter fokus på Michael Anchers mange skildringer af kvinder.

Michael Ancher er i dag mest kendt for sine store skildringer af de hårdtarbejdende fiskere i Skagen. Fiskerne var da også et tilbagevendende og foretrukket motivvalg igennem hele Michael Anchers kunstneriske virke, men sideløbende med fiskerfremstillingerne udforskede han også en motivverden, der lå meget langt herfra, nemlig skildringer af kvinder. I hundredvis af værker har han skildret forskellige kvinder og her rummer hans værker noget ganske andet end det er tilfældet på de heroiske fiskermotiver. Her dyrker kunstneren både karakterportrættet, det intime, private og indadvendte samt en lysere palet, end han ellers er kendt for. På udstillingen vises et stort udvalg af værker, som tilsammen belyser de tanker og den udvikling, Michael Ancher gennemgik både i forhold til det enkelte værk, men også som kunstner.

Derudover vises en mindre udstilling af Michael Anchers mange tegninger af hans svigermor, Ane Brøndum, der er hentet frem fra museets magasiner.
Læs mere om udstillingerne her 

Tilmelding nødvendig

Prisen for udflugten er 400 kr. for Museets Venner og 450 kr. for ikke-medlemmer og betales til kustoden på Randers Kunstmuseum. Prisen dækker bustransport, morgenkaffe, omvisning ved Norheim og Ørntoft, entré til udstillingerne, omvisning på Skagens Kunstmuseum samt kaffe og kage

Der kan bestilles buffet til 100 kr. på Randers Kunstmuseum, som bestilles og betales ved kustoden på Randers Kunstmuseum senest den 25. maj 2018.

Derudover skal drikkevarer selv betales

Turen kan bestilles fra fredag den 18. maj kl. 10

NB! Manglende forudbetaling betragtes som afbestilling, og billetten vil gå videre til venner på venteliste. Der er plads til 57 i bussen, så det er efter først-til-mølle-princippet.