Se på kunst med børn

Randers Kunstmuseum besøges årligt af 10.000 børn og de er meget velkomne. Træd ind i Kosmisk Rum, deltag i et af museets arrangementer for børn, eller oplev kunsten med tegnebræt og blyanter.

Der er altid noget for børn på Randers Kunstmuseum. Oplev glasinstallationen KOSMISK RUM eller tegn dine egne postkort i samlingen. Randers Kunstmuseum afholder familieomvisninger, koncerter, Allehelgens aften og meget andet. Aktuelt inviteres børn til at lege med farver i FarveLAB

Der er altid gratis entré for børn og unge under 18 år.

Mal dit eget postkort

Lad dig inspirere af værker fra Randers Kunstmuseums samling og mal dit favoritværk som postkort. Kan Niels Ebbesen være lyserød? Appelsiner blå? Og hvad farve er en UFO egentlig? Du bestemmer! Slip fantasien løs og giv dit bud på, hvordan man kan farvelægge et udvalg af værker fra museets samling.

Bliv kunstdetektiv

Vi har på Randers Kunstmuseum modtaget er brev fra Kunstministeren med seks små billeder af ting fra kunstmuseets mange værker. Ministeren besøgte museet i sidste uge, men havde desværre glemt sine briller og kunne derfor ikke se værkerne ordentligt. Han havde dog sit kamera med og har fotograferet de seks værker, han ikke selv kunne udforske. Kan du som kunstdetektiv hjælpe med at finde de værker, som ministeren ønsker at vide mere om og besvare hans mange spørgsmål?

Henvend dig i museets forhal for yderligere information.

Det kosmiske rum

Den færøske kunstner Tròndur Paturssons glasinstallation Kosmisk Rum er blandt museets mest populære værker blandt det yngste publikum. Det kan opleves året rundt.