Kunstlaboratoriet - Aage Arbjerg - Stedets farve

Billedkunstneren Aage Arbjerg (f. 1948) fylder i 2018 70 år. Det markerer Randers Kunstmuseum med en mindre retrospektiv udstilling i Kunstlaboratoriet

STEDETS FARVE - AAGE ARBJERG  

Billedkunstneren Aage Arbjerg (f. 1948) fylder i 2018 70 år. Det markerer Randers Kunstmuseum med en mindre retrospektiv udstilling i Kunstlaboratoriet, STEDETS FARVE, hvor der særligt fokuseres på Aage Arbjergs rejseskildringer og på hans koloristiske bestræbelser på at indfange stedets farve. Der vises udvalgte akvareller, tegninger og malerier fra 1973 til i dag.

STEDETS FARVE
Aage Arbjerg ser rejsen som et frirum, der giver plads til maleriet, både praktisk og mentalt og han har igennem årene foretaget mange rejser, hovedsageligt i Europa og Skandinavien, men også i Mexico, Cuba og USA. Han oplever dog også en tur på Djursland, til øgruppen Hirsholmene eller langs Randers Fjord som en rejse til inspiration. 
Rejserne har for Aage Arbjerg altid været maleriske ekspeditioner i forskelligt omfang. Altid med lysten og glæden ved at indfange stedets farve.

”Farvers virkninger er svære at definere entydigt og endegyldigt. Der er et stærkt subjektivt element i oplevelsen, men fænomenet har altid fascineret mig. Personligt har jeg oplevet stedets farve i de forskellige landes natur, men også i deres flag osv. Flagene er nogle gange som en indkogt koncentreret maggiterning i forhold til naturens farver.  I visse tilfælde går farven igen i påklædningen, f.eks. i folkedragter. De farver, der anvendes på bygningerne afspejler også ofte landets og stedets farver. Alt dette er personlige iagttagelser, som kunne være stof til en større undersøgelse og kortlægning af fænomenet.” (Aage Arbjerg)

 Aage Arbjerg forklarer selv, at hans udgangspunkt som maler har taget afsæt i maleren Olaf Rude (1886-1957), der for ham var en kunstner, der klart definerede farven i en afklaret form – indkredsede billedet i et spændstigt og rytmisk formsprog.

 ”Jeg husker fra min skoletid, at der på lærerværelse var en reproduktion af Olaf Rude med høns i en skovtykning og et rødt hus i baggrunden. Det var for en lille lyshåret knægt i korte bukser, en stor kunstnerisk oplevelse, der har været mit maleriske kompas igennem årene.” (Aage Arbjerg)

 Der er fri entré til udstillingen 

Udstillingen STEDETS FARVE kan opleves i perioden 5. maj til 19. august 2018.