FORLAG

Randers Kunstmuseum har sit eget forlag, Randers Kunstmuseums Forlag, der udgiver publikationer med afsæt i museets samling og udstillinger

Museets forskningspublikationer er alle fagfællebedømte i forhold til følgende standard:

  1. Der er udarbejdet et skema til skriftlig bedømmelse af manuskriptet, hvor de videnskabelige standarter, faglig relevans og kvalitet vurderes samt forslag til eventuelle forbedringer skal skrives.

  2. Bedømmerne er altid eksterne fra og uafhængige af museet, men har ph.d.-grad eller lignende fagligt niveau

  3. De fagfællebedømte artikler skal i sagens natur være forskningsbaserede og videnskabelige artikler, men formidlet i et læsevenligt sprog.

  4. Bedømmelsen vil foregå som doubleblind, hvor de to parter ikke kender til den andens identitet

Randers Kunstmuseums Forlag er på Uddannelses- og Forskningsministeriets autoritetsliste for serier og forlag. 

For faglige forespørgsler til Randers Kunstmuseums Forlag, kontakt museumsdirektør Lise Jeppesen, lj@randerskunstmuseum.dk

Seneste publikationer

FINN TERMAN FREDERIKSEN: THEODOR PHILIPSEN - En nyskabende traditionalist. Randers Kunstmuseums Forlag 2016

Randers Kunstmuseums tidligere leder og seniorforsker, Finn Terman Frederiksen, har gennem flere årtier forsket i den danske kunstner Theodor Philipsen (1840-1920). Forskningen er intensiveret de sidste tre år og foreligger nu som et omfattende monografisk og rigt illustreret bogværk om kunstneren. Finn Terman Frederiksens forskning forankrer sig i ny viden om Philipsens kunst og dennes udviklingshistorie. Dertil belyses upåagtede, men væsentlige sider af hans kunst, så som Guldalderkunstens ikke ensidigt hæmmende betydning for hans frigørelse fra traditionen. I bogværket sættes Philipsens status tillige til diskussion i forhold til den franske impressionisme, og kriterierne for at være en "vaskeægte" en af slagsen. Monografien der er på 520 sider er fagfællebedømt og rummer samtidig en komplet værkregistrant over Philipsens kunstneriske produktion. 

Om bogen skriver Peter Nørgaard Larsen, Samlings- og forskningschef på Statens Museum for Kunst:

Publikationen er i sin form monumental og har potentiale til at blive det uomgængelige referenceværk om kunstneren, dels som følge af den encyklopædiske karakter, dels som følge af den omfattende værkregistrant og et overdådigt billedmateriale.

Derudover indeholder teksten en mængde nye iagttagelser og erkendelser (fx omkring traditionens betydning og Philipsen som dyremaler), mikro- og makrohistorier, og ikke mindst nye konstekstualiseringer og exkurser (fx 1864, Saltholm, impressionismen), der forankrer kunstneren i både dansk og europæisk kunsthistorie og i sin samtids kultur- og mentalitetshistorie.

Bogen 'THEODOR PHILIPSEN - En traditionsbevidst nyskaber' er udkommet på Randers Kunstmuseums Forlag i forbindelse med åbningen af udstillingen LYSETS OG FARVENS MESTER - Theodor Philipsen den 13. august på Randers Kunstmuseum. Bogen udgives som et selvstændigt forskningsbaseret bogværk. Vejl. pris 399,- kr. 

Lise Jeppesen (red.) IDEALER - Konkret kunst dengang og nu. Randers Kunstmuseums Forlag 2016

Publikationen kaster nyt lys over de danske konkrete kunstneres arbejde med kunstens sociale potentiale såvel historisk som aktuelt. Publikationen er publiceret i samarbejde med Fuglsang Kunstmuseum og Esbjerg Kunstmuseum og ledsages af en udstilling. Udstillingens omdrejningspunkt er billedkunsten, men i publikationen er den teoretiske tilgang flerstrenget. Der inddrages socialhistorie, performativitetsteori og kulturpolitik. Ligeledes rækker projektet i sit materiale videre ud og inddrager arkitektur, miljø og samfund. Publikationen indeholder indledning ved Lise Jeppesen m.fl., samt tre artikelbidrag: Ph.d. Mette Højsgaard: IDEALER – Konkret kunst 1945-1960, Museumsinspektør, mag.art. Christiane Finsen, Esbjerg Kunstmuseum: HELT KONKRET – mellem kunstneriske idealisme og politik realisme. Post.doc. Jens Tang Kristensen: SOLIDARITET – Fra konstruktiv kommunisme til aktionskonkretistisk kollektivisme. Publikationen er fagfællebedømt i henhold til gældende akademisk standard. 96 sider. Vejl. pris 149,- kr. 

TIDLIGERE PUBLIKATIONER

Majbritt Løland: ERIK A. FRANDSEN - DET GRAFISKE VÆRK 1978-2013, Randers Kunstmuseums Forlag 2014

Bogen er en samlet registrant over Erik A. Frandsens grafiske værker fra de helt tidlige år i Randers til de nyeste fra 2013. Registranten er resultat af et større grundforskningsarbejde udført i perioden 2013-2014 af museumsinspektør Majbritt Løland, Randers Kunstmuseum. Alle værker er gengivet i flotte fotos og ledsages af en forskningsbaseret artikel af Majbritt Løland: "Erik A. Frandsen: Det grafiske værk", omhandlende Frandsens arbejde med det grafiske medie igennem hele sin kunstneriske karriere. Publikationen er fagfællebedømt i samarbejde med Aarhus Universitet. Randers Kunstmuseums Forlag 2014. 220 sider. Vejledende pris 299 kr.

Lise Jeppesen (red.) SVEN DALSGAARD 100 ÅR. Randers Kunstmuseums Forlag og Systime 2014

Forskningsbaseret antologi med otte forskellige artikler med forskellige vinkler på billedkunstner, dadaist og digter Sven Dalsgaard. Finn Terman Frederiksen fokuserer på tre dualistiske aspekter i Dalsgaards liv og kunst i artiklen "Tvillingen, stedet og livsrejsen".  Museumsinspektør Majbritt Løland, Randers Kunstmuseum, sammenligner i artiklen "Det usynliges tilstedeværelse" Sven Dalsgaards tidlige surrealistiske værker fra begyndelsen af 1940'erne med hans ny-surrealistiske værker fra 1970'erne med henblik på dels, at fastlægge hvilke betydninger og sammenhænge der ligger til grund for, at Dalsgaard i 1970'erne vender tilbage til det surreale figurative motiv, dels indkredse den surrealistiske indflydelses betydning for Dalsgaards samlede ouevre. Museumsdirektør Anne Høier Petersen, Fuglsang Kunstmuseum, behandleri artiklen "Skåret ind til benet" et hidtil noget overset aspekt af Sven Dalsgaards kunst: de tidlige konkrete rundjernsskulpturer fra perioden ca. 1952-60. Post.doc. Lise Skytte Jacobsen, Aarhus Universitet, ser i artiklen "Pakkespil" på Dalsgaards vedvarende undersøgelse af de faktorer, der gør det muligt at forskyde hverdagsgenstande til kunstværker, herunder særligt Sven Dalsgaards indpakninger og tilhylninger. Lektor Mikkel Bolt Rasmussen, Københavns Universitet, behandler i "Situationistisk ABC" Sven Dalsgaards dialog med kunstneriske praksisser i 60’ernes neo-avantgarde med særlig opmærksomhed på hans særlige turnering af strategier fra gruppen Situationistisk internationale. Litteraturanmelder og forfatter Lars Bukdahl behandler særskilt Sven Dalsgaards poesi. Via analyse af digte fra tidsskriftet Helhesten dateret til 1944, de ordinære digtsamlinger fra 1960’erne og de senere eksperimenterende hybrider mellem tegning og digte indkredser forfatteren otte poetiske dialekter i den måde Sven Dalsgaard skriver poetisk på. Lektor Jørn Erslev Andersen, Aarhus Universitet, analyserer i artiklen "Dalsgaard og Dannebrog" Sven Dalsgaards brug af Dannebrog som konkret objekt, dadaistisk readymade og nationalsymbol. Afslutningsvis udforsker museumsdirektør Lise Jeppesen, Randers Kunstmuseum, forholdet mellem Sven Dalsgaard og GUD. Publikationen er udgivet i forbindelse med at Sven Dalsgaard i 2014 ville være fyldt 100 år. Bogen er fagfællebedømt, og er udgivet i et samarbejde mellem Randers Kunstmuseums Forlag, Systime og Fuglsang Kunstmuseum. 199 sider. Vejledende pris 249 kr. 

For køb af forskningspublikationer fra Randers Kunstmuseums Forlag samt øvrige publikationer, se Butik