Onsdagsakademi. Om tegningens kunst og kunsten at tegne - efterår 2018

I efterårets onsdagsakademi vil kunsthistoriker og tegnelærer Jef Carstens genoptage sine tegneforedrag og øvelser om tegningens kunst og kunsten at tegne.

04. september 2018

Kurserne bygger på tanken om “at tegne er at se” og arbejder med en række tegneøvelser, der vil åbne øje og sind for billedsprogets grundliggende visuelle og kreative elementer.
Hver af de tre aftner vil bestå af to dele: Først en billedintroduktion til forskellige kunstperioders brug af tegning - måder at tegne på, streg og tegnestil. Dernæst instruktioner i, hvordan man selv med blyant og papir kan afprøve og øve sig i periodens streger og former.

Kurserne vil finde sted i museumssamlingen, hvis rum er knyttet til de forskellige perioder og referere til de udstillede værkers stil og formsprog.
Under tegneøvelserne vil der blive spillet stille og meditativ musik i de berørte perioders tonesprog.

Randers Kunstmuseum ønsker med Onsdagsakademiet at bygge bro mellem museets samling og forskellige kunstneriske teknikker. Kurset blev lanceret med stor succes i foråret 2016 og gentaget i efteråret 2016 og for- og efteråret 2017. Efterårets tre nye kurser er derfor dels en opfølgning af de tidlige kursers grundkoncept, men vil blive suppleret med nye tegneeksempler og tegnepædagogiske indspark.

Tegnemateriale og papir vil være til rådighed.
I pausen vil der være sandwich og drikkevarer.

 Program for efteråret 2018:
Onsdag d. 26. september kl. 18-20: DEN ROMANTISKE STREG
Om det intime i kunsten.
Croquistegning efter model.

Onsdag d. 31. oktober, kl.18-20: DEN KONSTRUKTIVE STREG.
Om det åndelige i kunsten.
Fra punkt til linje og form.

Onsdag d. 28. november, kl. 18 – 20: DEN LEGENDE STREG
Om kunsten at tegne som et barn.
At gå tur med en streg.

Pris: 75 kr. pr. gang inkl. en sandwich. Ved samlet tilmelding til alle tre kurser: 200 kr.
Betaling ved tilmelding i museets reception senest mandagen inden kurset.
Max. 30 deltagere.