Kunst og tro - Kunst i kassen 2.0

14. marts 2018

16. marts – 2. april 
KUNST OG TRO 
Der har altid været tætte forbindelser mellem kunsten og det religiøse. I denne udstilling sætter Randers Kunstmuseum fokus på, hvordan troen kommer til syne i kunsten. Det handler om tro og åndelighed. Museet udstiller alt lige fra skitser af altertavler til mere religiøst søgende værker.
Fredag 16. marts inviteres til fernisering kl. 15-16.
Fri entré 

25. marts kl. 13.30 
ALTERNATIV GUDSTJENESTE ved Thomas Larsen 
Som en del af udstillingen, Kunst og tro, afholder Randers Kunstmuseum i samarbejde med sognepræst, Thomas Larsen fra Sct. Mortens Kirke alternativ gudstjeneste palmesøndag. Vi forsøger her at spinde tråde mellem kunsten og troen. Arrangementet sluttes af med fælles dialog, kaffe og kage.

KUNST I KASSEN 2.0
I 2018 markerer Randers Kunstmuseum 125-året for den officielle indvielse af et kunstmuseum i Randers. I den anledning sætter museet fokus på samlingen og dialogen med brugerne i en række tematiske udstillinger og tværfaglige arrangementer.

Tiltaget er en del af Christiane Særkjærs forskningsprojekt om, hvordan museet kan benytte deltagelse som et formidlingsgreb over for museets besøgende. Det handler om at skabe forbindelser mellem kunsten og emner, som optager os i hverdagen og samtidig undersøge, hvordan vi får aktiveret museets samling og gør den mere dynamisk. De seneste år har der været stor debat om, hvad museernes rolle skal være i fremtiden, og hvordan de bliver nærværende og relevante for den enkelte borgers liv. Som en del af programmet vil det derfor også være muligt at komme med idéer til fremtidens Randers Kunstmuseum.