Kulturhussalon 24. april kl. 19-21

Velkommen til kulturhussalonerne 2018 – de er for dig!

26. marts 2018

I dette forår retter Randers Kunstmuseum, Museum Østjylland og Randers Bibliotek spotlyset mod, hvilken betydning kulturlivet har for vores sundhed og læring.

I to kulturhussaloner kan du få fire forskeres interessante bud på netop disse to emner – og samtidig blive godt underholdt! Kom og få viden om, hvad musik, billedkunst, litteratur og andre kulturelle genrer betyder for vores sundhed og læring. Hver oplægsholder fortæller om netop deres fagområde, og derefter kan dagens publikum stille spørgsmål og debattere med forskerne.

Der er ingen tilmelding til kulturhussalonerne. Du skal bare møde op og nyde en tankevækkende og underholdende aften. Du må gerne tage andre interesserede med. Det er ganske GRATIS at deltage.

Onsdag den 4. april kl. 19 - 21 - Kulturhusets Sal
Kulturhussalon om kultur & sundhed
Lektor og læge Lise Kirstine Gormsen og kulturkonsulent Mikkel Ottow

Lise Kirstine Gormsen er læge og lektor i etik på Aarhus Universitet. Hun fortæller om, hvilken rolle skønlitteratur kan og bør spille for lægers dannelse. Bliver læger bedre til jeres job af at læse skønlitteratur? Og i givet fald hvordan? Oplægget indeholder en række refleksioner over arbejdet som læge, lægerollen, lægeidentitet og lægekunst – præsenteret gennem læsning af skønlitteratur.

Mikkel Ottow er kulturkonsulent i Region Midtjylland. Han fortæller om regionens arbejde med at bruge kunstneriske og kulturelle tilbud til folk med ondt i livet. Den internationale forskning på området er i vækst og dokumenterer, at mennesker, der deltager i kunst, kultur og kreative aktiviteter får mere selvtillid og trives bedre, forbedrer deres sociale relationer, bliver mere motiverede, mindre depressive og ser dermed mere positivt på fremtiden. Desuden er der fysiske gevinster som lavere blodtryk og bedre immunforsvar.

Tirsdag den 24. april kl. 19 - 21 - Kulturhusets Sal
Kulturhussalon om kultur & læring
Kreativitetsforsker Tatiana Chemi og musiker og hjerneforsker Peter Vuust

Tatiana Chemi er kreativitetsforsker på Aalborg Universitet. Hun er kvinden bag et stort forskningsprojekt på ni skoler, som konkluderer, at kreative processer faktisk styrker indlæringen. Hun mener, at forståelsen af kreativitet er påvirket af myten om talent. Kreativitet er faktisk hårdt arbejde! Myten spiller ifølge hende stadig en vis rolle i samfundet. Blandt andet i, hvordan vi udvikler talentprojekter og vores fokus på at dyrke dem. I stedet for at skabe læringsfællesskaber for alle, så alle børn kan drage nytte af det.

Peter Vuust er jazzmusiker, komponist og hjerneforsker. Han fortæller om, hvad sker der i hjernen, når vi lytter til og spiller musik. Hvordan påvirkes vi af musik, både fysiologisk, følelsesmæssigt og sprogligt? Med udgangspunkt i sin forskning og i sin karriere som jazzmusiker fortæller Peter Vuust om, hvordan hjernen bearbejder musik og om forskellen på musikeres og ikke-musikeres hjerner.

Vi ser frem til at se dig til Kulturhussalonerne! Mange hilsner Randers Kunstmuseum, Museum Østjylland og Randers Bibliotek