SOMMERSJOV: Kroppen - fra top til tå

Kroppen og sanserne er i fokus, når Randers Kunstmuseum, Museum Østjylland og Randers Bibliotek i fællesskab blænder op for sommerens sjov, leg og læring for sommerferie-ramte børn og deres forældre.

26. juni 2017 - Oprettet af Anne Sophie Lykke-Poulsen

Her får du oplevelser om din krop og alt det fantastiske den kan. Hvor mange gange kan du få en hulahopring til at dreje rundt? Kan du skrive dit navn med runer? Ved du, hvordan farver lyder og dufter? Alt det og mere til bliver du meget klogere på til Sommersjov i Kulturhuset.

Vi sætter kroppen i fokus med sommerferie-aktiviteter, der sender dig rundt i hele Kulturhuset og giver dig viden og oplevelser om og med kroppen. I Kulturhuset finder du en masse orange prikker – se hvor de leder dig hen og løs sjove, skæve og skøre opgaver om kroppen – fra top til tå. Her er sjov og overraskende information om kroppen, og du kan selv prøve kræfter med, hvad din krop er i stand til. Hvordan fungerer kroppen? Hvordan fungerer vores sanser? Kan man opleve kunsten med andet end øjnene? Hvad kan kroppen? Og hvad kan den ikke? 

Som deltager får man udleveret et aktivitetspas, som kæder aktiviteterne sammen på hver enkelt etage. Du kan finde aktivitetspassene på hver etage i Kulturhuset. Her finder du sjove informationer, forunderlige opgaver og kropslige aktiviteter, der udfordrer dig og din krop. Kan du fx lukke øjnene, lægge nakken tilbage og stå på et ben på én gang? Kan du vrikke med ørene? Og så vil du modtage sjove og skæve fakta om, hvad kroppen er og kan; vidste du, at hjernen består af 80 procent vand? Hvis ikke du kan lide at få klippet negle, så hør lige her; vidste du, at dine fingernegle tilsammen i hele dit liv gror 28 meter?

Afslutningsvis kan du vise dit udfyldte aktivitetspas i en af de tre receptioner i Kulturhuset og indløse en lille præmie.

Aktiviteterne er tilrettelagt, så de kan opleves på egen hånd, dog også gerne i selskab med mor og far eller andre voksne. Alle er velkomne, lige fra børnehaver, SFO’er og juniorklubber, til børn, der kommer alene eller sammen med mor og far og ikke mindst byens turister med børn.

Sommersjov i Kulturhuset: Kroppen – fra top til tå 
27. juni til 5. august 2017 tirsdag 

Aldersgruppe: Fra 4 år og op.

Det er gratis at lege med.