Knud Sørensens åbningstale

Læs forfatter Knud Sørensens åbningstale af udstillingen ÅNDEHULLER - FINN HAVE

14. oktober 2017 - Oprettet af Lise Jeppesen

På grund af lydproblemer kunne mange gæster til fredragens fernisering ikke høre forfatter Knud Sørensens åbningstale. Vi beklager mange gange. Knud Sørensen har venligt stillet talen til rådighed for museet og den kan læses nedenunder.

ÅNDEHULLER     Randers Kunstmuseum 13-10-2015

Da jeg første gang hørte om, at den udstilling, der åbnes her i dag, ville hedde ”Åndehuller”, fik jeg den mærkelige idé at slå ordet op i den store 27 binds ”Ordbog over det danske Sprog”. I det værk regner man med at kunne finde alt om ethvert ords oprindelse, betydning og brug illustreret af mange citater. Siderne i bindene er opdelt i to spalter, så det bliver til over 40000 spalter i hele værket. Jeg regnede bestemt med, at jeg ville kunne få overblik over brugen af ordet og begrebet ”åndehuller”.

Nu udkom værket før vi fik indført bolleået, så jeg tog bind 1 frem, hvor aa naturligvis findes under ”a”, og i spalte 45 finder jeg ordet. Forklaringen fylder dog kun nogle ganske få linjer, først fortælles, at de såkaldte åndehuller sidder ned langs insekternes sider, og derefter – og som eneste anden betydning – får vi så den, at ”Sælfangeren lurer ved Aandehullerne i Isen for at jage dyret en Harpun i Snuden”. Man leder altså i ordbogen forgæves efter den betydning af ordet, der kan dække baggrunden for den store og gode oplevelse, som er forundt os i dag, og hvor vi må erkende, at Finn Have kan lære ”Ordbog over det danske Sprog” en hel del.

For Finn Have er åndehuller noget helt anden og større, og det har den nye ”ordbogen.com” på nettet muligvis afluret ham, for her hedder det udover de to nævnte om isen og insekter: ”sted eller periode, hvor man kan udfolde sig frit og slappe af fra hektiske og stressende omgivelser eller forhold.”

Det er netop sådanne steder og perioder, Finn Have har levet sig ind i – måske skulle vi sige: indåndet? – og det overraskende for den, der fordyber sig i hans kunst, er, at han ikke bare finder disse åndehuller ude i den frie natur, f.eks. omkring Limfjorden, hvor fødeøen Mors jo ligger, og som han skildrer set fra land mod vand og fra vand mod land, men åndehuller finder han også i hektiske bymiljøer, som han også virkelig kender til. Han er berejst som få, næsten alle de storbyer, hvis navne, man kan hive frem fra hukommelsen, har han besøgt – ikke bare som turist, men som kunstner, og han har formået at føje et glimt af natur ind i bymiljøerne.

Jeg kan ikke undlade at komme ind på det samarbejde med ham, jeg har været så heldig at vi har indgået sammen med flere andre i forbindelse med et større projekt om beskrivelse af en naturpark. Hans malerier har i mange tilfælde åbnet mine øjne for det, man måske kan kalde landskabets sjæl. Jeg har flere gange oplevet en aften at få en mail fra ham med et vedhæftet foto af et nyt maleri, og pludselig begynder der at komme et digt ud af billedet, som jeg så bare skulle skrive ned. Specielt husker jeg et tilfælde, hvor billedfladen var domineret af mørke træstammer, og jeg følte, at jeg selv var derude i naturen blandt de træstammer, og

PLUDSELIG ER DET
at jeg fornemmer
at der lige under den jord
jeg går på
er en kæmpehånd
der begærligt
strækker sine sorte fingre
op mod den fjerne himmel.

Jeg havde egentlig besluttet ikke at gøre det, men Finn Haves kunst betyder så meget for mig, at jeg ikke kan lade være. Jeg vil læse et par digte, som direkte har malerier af ham som forudsætning:

FEBRUARSOLEN

På en dag som denner træerne på knus med solen
og solen er da også den
der kan varme det grønne frem
så træerne
også i år
kan komme i vækst.


OG HER ER SÅ STEDET

hvor maleren satte sine øjne i frihed
som var de et par fugle
der først satte sig
på en af det nøgne træs grene
hakkede lidt i barken
og sendte impulser
ned i hans hænder
men så lettede de
og strøg hen over
det let bølgende bakkedrag
derude i baggrunden
indtil
de fandt hver sin hvile
den ene ved skydækket deroppe
den anden ved søen
som lå der
som ville den trække himlen ned til sig.

NÅR MØRKET BEGYNDER AT FALDE
er træerne de første
der suger det til sig
så begynder også bakkedraget
at unddrage sig mine øjnes
registrering
men ude på søen
dér synker mørket til bunds
så den om lidt kan spejle
en stjernebestrøet himmel.

Som I sikkert forstår, har jeg en masse at være Finn Have taknemlig for.
Nu skal jeg nok slutte. Det bliver med en gengivelse af et par linjer fra et digt om en anden, nu afdød kunstner (som Finn for øvrigt henledte min opmærksomhed på), men de passer efter min mening også på Finn:

og når han så
stod foran staffeliet
fastholdt han
det enkelte øjeblik
gav det
en synlig evighed
på lærredet

Og så bør jeg vist erklære udstillingen for åben med den tilføjelse, at det jo ikke bare er vægge med kunstværker, der vises, men der er en god og fyldig bog med titlen ”Åndehuller”, som Finn også slipper løs i dag.