Cykelsmeden og kunsthistorikeren

16. november 2017 - Oprettet af Anne Sophie Lykke-Poulsen

Efteråret byder traditionen tro på fem utraditionelle dialoger om kunst mellem cykelsmed Claus Ørsted og museumsdirektør Lise Jeppesen. Dialogerne tager afsæt i museets samling og værker fra cykelsmedens kælder. 
Claus Ørsted og Lise Jeppesen er ikke enige om meget, men de brænder begge to for kunsten. Der er lagt op til en sjov og festlig debat om kunst.

”Man kommer til at se anderledes på værkerne og jeg lærer af dialogen. Vi skal lære noget nyt hver dag og det kan vi så gøre her. Jeg plejer at sige, at Lise kommer med sin viden, forstand og uddannelse. Jeg kommer med mit hjerte, min sjæl og mine nosser.” (Claus Ørsted)

Randers Kunstmuseum ser frem til efterårets række af torsdagsdialoger og glæder sig til at vise værker frem til både nye og gamle torsdagsgæster. 

Dialogerne er gratis 

ÅNDEHULLER

 ”Vi har alle steder i naturen som vi længes imod, husker tilbage til eller opsøger gang på gang. Steder som er åndehuller, steder med magi, steder hvor vi føler emotionel genklang”. Citat: Finn Have

Med inspiration fra udstillingen ÅNDEHULLER - Finn Have (14. oktober 2017 - 21. januar 2018) udforsker sæsonens torsdagsdialoger malerier fra museets samling, hvor naturen spiller en særlig rolle og måske endda bearbejder og belyser vores natursyn. 

Program

• Torsdag 21. september kl. 15. 
Dagens værk er Berit Heggenhougen-Jensen: Navnet og dets Plads, 2009. 

• Torsdag 5. oktober kl. 15
Dagens værk er Vilhelm Lundstrøm: Figurkomposition. Studie til Frokost i det grønne, 1920

• Torsdag 26. oktober kl. 15
Dagens værk er Hans Christian Rylander: Portræt, at være sig selv: sig selv at døde, 1973

• Torsdag 9. november kl. 15
Dagens værk er L. A. Ring: Gåsevogterne ved gadekæret i landsbyen Ring, 1885

• Torsdag 23. november kl. 15
Dagens værk er Sven Dalsgaard: Dyr og mennesker i natligt landskab, u.å.