TEKST i BILLEDER - Ny udstilling i serien KURATOR FOR EN DAG

Som del af arrangementet KURATOR FOR EN DAG kan man aktuelt opleve den lille særudstilling TEKST I BILLEDER. Gæstekurator er lektor Rita Houmann

08. marts 2016 - Oprettet af Lise Jeppesen

Der vises værker af Sven Dalsgaard, Claus Carstensen, Poul Pedersen, Asger Jorn, Arthur Köpcke, Jørn Rønnau og mange andre.

Om udstillingen skriver Rita Houmann: 
Jeg er lektor i dansk og engelsk på Randers Statsskole og passioneret samler af samtidskunst. Mit job som dansklærer og min kunstinteresse udgør omdrejningspunktet for min lille udstilling. Koblingen mellem tekst og billeder er fascinerende, idet man her bruger to forskellige medier, som hver har deres eget sprog; men måske alligevel har et fælles rum. Man kan opfatte et bogstav som et billede. Flere moderne forfattere bl.a. Simon Grotrian har i digtsamlingen ”Fire” fra 1990 eksperimenteret med netop at skabe visuelle billeder i sine minimalistiske digte. Et eksempel på dette er digtet ”Svaner set gennem tårer”, hvor to-tallet læses som et grafisk billede på svanen, og 0 som en tåre: 

0 0 
2 0 
0 2
0 0

På samme måde tilfører billedkunstnere nye betydningslag ved at inddrage tekst i deres værker – og her tænkes ikke på signaturen i nederste højre hjørne.

Udstillingen kan opleves indtil søndag den 13. marts. Søndag den 13. marts kl. 14. er Rita Houmann til stede på museet og vil fortælle om de valgte værker. 


Næste gæstekurator er Karen Rasmussen der vil tematisere barndommen som motiv i kunsten. Udstillingen kan opleves fra den 17. marts kl. 15, hvor Karen Rasmussen går i dialog med museumsdirektør Lise Jeppesen om sin udstilling.   

For at læse mere om museets torsdagsdialoger, se www.randerskunstmuseum.dk/det-sker/dialoger