SIDSTE CHANCE: BEGÆR//LUST

Søndag 28. maj 2017 er det sidste chance for at opleve udstillingen BEGÆR//LUST – Christian Lemmerz & Jenny Holzer og for at tage del i udstillingsprojektet DE SYV DØDSSYNDER.

22. maj 2017 - Oprettet af Anne Sophie Lykke-Poulsen

Udstillingsprojektet DE SYV DØDSSYNDER har budt på fire måneder med syv forskellige kunstmuseer i Region Midtjylland - Randers Kunstmuseum, Skovgaard Museet i Viborg, Holstebro Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum, Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, Glasmuseet Ebeltoft og MUSE®UM i Skive, syv udstillinger, 14 kunstnere, mere end 40 offentlige arrangementer, et gratis magasin, syv publikationer, over 50.000 besøgende, ca. 430 presseomtaler foruden den internationale pressedækning, indslag i TV og radio, 40 busser med DE SYV DØDSSYNDER og meget andet.

DE SYV DØDSSYNDER har fået gode anmeldelser både fra museets gæster og fra dagbladene. Udstillingsprojektet er desuden gentagne gange blevet fremhævet som én af de ting, man bør opleve i kulturhovedstadsåret. Nu er det blevet sidste chance for at opleve de syv udstillinger, som lukker 28. maj 2017.

Randers Kunstmuseum og de syv dødssynder

På Randers Kunstmuseum har man i udstillingsperioden kunne dykke ned i de syv dødssynder gennem et varieret tilbud af arrangementer. Arrangementet DØDSSYNDER PÅ MENUEN bød på debatskabende festtaler, fireretters menu og burlesque. Til UTUGTIG SØNDAG kunne man deltage i en vidensbrunch med fokus på de syv dødssynder. En dag, der bød på foredrag, brunch, danseforestilling ved Black Box Dance Company og en omvisning i udstillingen. Sognepræst Peder Svejgaard Pedersen har taget interesserede med på opdagelse i kalkmalerierne i Dalbyneder Kirke med fokus på de syv dødssynder og så har Teaterskolen Kastali´a i Randers fortolket de syv dødssynder i forskellige forestillinger og teaterevents på museet og i byens rum og forestillingerne kører endnu.

I udstillingsperioden har Randers Kunstmuseum sammen med Folkekirkens Skoletjeneste Randers og Favrskov udviklet og udbudt undervisningsmateriale og -forløb henvendt til 7.-10. klasser og ungdomsuddannelser, hvilket har resulteret i 52 skolebesøg i udstillingsperioden. Det har været en fornøjelse at opleve den store interesse.