Maleri af NIELS LARSEN STEVNS kan opleves på ny

Efter godt 15 måneders fravær kan et af museets hovedværker Niels Larsen Stevns: "Kristus og Zakæus" (1913) nu opleves på ny i museets faste samling

07. november 2016 - Oprettet af Lise Jeppesen

Maleriet har sammen med det meget fine mindre billede "Udsigt fra slotspladsen i Cagnes" (1923) været udlånt til udstillingen Midt i modernismen - NIELS LARSEN STEVNS OG DEN DANSKE AVANTGARDE.

Udstillingen satte fokus på maleren Niels Larsen Stevns og den rolle, han spillede for udviklingen af den tidlige danske modernisme. Udstillingen var tilrettelagt af kunsthistoriker, dr.phil. Mikael Wivel og blev vist på Vendsyssel Kunstmuseum, Bornholms Kunstmuseum og Kastrupgårdsamlingen.

Vi håber mange har nydt udstillingen og måske endog glæder os til at gense malerierne ved et kommende besøg på Randers Kunstmuseum. Randers Kunstmuseum har i alt 48 værker af Niels Larsens Stevns, herunder en meget fin samling akvareller. Det store maleri af "Kristus og Zakæus" er dog uden tvivl et mesterværk i samlingen.  

Husk der er fri entré til museets store samling af dansk kunst fra 1800 til i dag.