ALLEHELGENSAFTEN - Kulturhuset emmer af gys og gru

Uhyggen breder sig i Kulturhuset Randers, når Randers Bibliotek, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum i anledning af Allehelgensaften inviterer på grusomme gys, forfærdelige fortællinger og sære sange. Overalt i Kulturhuset vil der være et væld af aktiviteter for modige børn, der tør kaste sig ud i alt det sjov, der hører til en rigtig god og skummel allehelgensaften.

25. oktober 2016 - Oprettet af Lise Jeppesen

Kulturhuset emmer af gys og gru

Kom til Allehelgensaften i Kulturhuset, mandag den 31. oktober 2016, kl. 17-20 i Kulturhuset Randers.

Uhyggen breder sig i Kulturhuset Randers, når Randers Bibliotek, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum i anledning af Allehelgensaften inviterer på grusomme gys, forfærdelige fortællinger og sære sange. Overalt i Kulturhuset vil der være et væld af aktiviteter for modige børn, der tør kaste sig ud i alt det sjov, der hører til en rigtig god og skummel allehelgensaften. 

Væmmelige hekse, morderiske stuepiger og tavse skeletter er blot nogle af de mange uhyggelige væsner, som modige børn og voksne kan møde, når Kulturhuset slår dørene op til årets mest bloddryppende oplevelse.

Føj, det er uhyggeligt

Ingen ringere end sagnhelten Niels Ebbesen lægger i år vejen forbi Randers Kunstmuseum, hvor billederne denne aften bliver uhyggeligt levende.
I de mørklagte sale vil den skumle silhuetklipper lære dig, hvordan du laver din helt egen sorte silhuet eller uhyggelige maske.
Igen i år er der også kåring af aftenens bedste og mest uhyggelige udklædning blandt alle Kulturhusets udklædte børn.

De døde huserer

Museum Østjylland bliver indtaget af de døde, som efter mørkets frembrud vandrer hvileløst rundt i de lange museumsgange. Den stendøde arkæolog kæmper forgæves med at samle skeletter af en masse løse knogler, og den iskolde registrator har desperat brug for en ekstra hånd til tal og bogstaver. Måske kan du hjælpe de to skumle personer?
Er du i kreativt humør denne Allehelgensaften, kan du lave dit eget klamme skelet. Du kan også lægge ansigt til en omgang hæslig ansigtsmaling hos den morderiske maler. Tør du?

På besøg ved heksen og Djævelen

Du får brug for alle dine fem – måske seks – sanser, når du kigger forbi Randers Bibliotek på Allehelgensaften, hvor kranier og andet djævelskab har gemt sig mellem bogreolerne. I heksens hus kan du få dit helt eget horror-navn, Djævlen står klar med sære dufte, og biblioteksmusikanten spiller uhyggelige børnesange. 
Prøv også kræfter med græskar-bowling og tag på besøg hos de uhyggelige gamle mennesker i deres triste stue.

”Der er kridtet op til en både sjov og uhyggelig Allehelgensaften i Kulturhuset. Kom forbi, hvis du tør! Du skal ikke være udklædt, men det er meget sjovere, hvis du er, ” siger en af aftenens tilrettelæggere, Jesper Nørskov. Han minder også alle børn og forældre om at huske en lommelygte, så de kan gå på opdagelse i det mørke Kulturhus’ uhyggelige afkroge. 

Det er gratis adgang.