DIALOGER

Sjov og utraditionel formidling, hvor der sættes fokus på passion for kunst i mange afskygninger. Torsdagsdialoger er en tradition på Randers Kunstmuseum

Randers Rebeller

Denne sæsons torsdagsdialoger byder på gensyn med cykelsmed Claus Ørsted og museumsdirektør Lise Jeppesen, der tager livtag med den lokale kunsthistorie! Er der en særlig tradition for kunstneriske rebeller i Randers?

Skikkelser som Storadmiralen af den Gyldne flåde, Kristus fra Randers og Danmarks første punker, Eugène de Sala kunne godt tyde på det. Flere har gjort sig til talsmænd for eksistensen af en Randers Dada! En særlig tradition for kunstneriske eksperimenter og mistro til vanetænkning og autoriteter, der kan observeres omkring en række nøglepersoner på kunstscenen.

Historien om Randers Dada har Sven Dalsgaard som den centrale kunstnerskikkelse! Med stor selvironi, men måske også en grad af selvoptagethed betegnede han sig selv som ”Kristus fra Randers”. En lokal frelserskikkelse, der med sin kunst åbnede for nye veje for sindet såvel som for samtidskunsten. På trods af at Dalsgaard livet igennem var bosat i Randers, skabte han nyskabende kunst, der i høj grad vidnede om kendskab til de internationale tendenser. Med den store blå nøgle pegede han på hele himmelrummet som et stort kunstværk. 

En yngre central skikkelse indenfor Randers Dada var Martin Jeppesen, også kendt som J. V. Martin. Martin var et fremtrædende medlem af den meget eksperimenterede politiske avantgardebevægelse ”de internationale situationister”. Men tilknytning til denne udførte han sine berømte collager, den gyldne flåde. Her angriber guldbroncerede slagskibe verdensmagterne for at sprede leg og livsglæde. Fra sin base i Randers søgte ”storadmiralen for den gyldne flåde” at komme hele verdens betrængte til undsætning.

Der er mange andre kunstnere, der fortjener at blive nævnt, herunder seriøse kunstnere som Per Neble, men også excentrikere som den forhutlede maler Svend Aage Tauscher og den farverige livskunstner Angcelo von Fürsten.

Nu sætter en række torsdagsdialoger og udstillinger i museets Kunstlaboratorium fokus på en række Randers rebeller. Sala er ikke med, da Randers Kunstmuseum i foråret havde fokus på ham. Til gengæld præsenteres Kent Zahll, der ifølge Ørsted er en nulevende arvtager til dadaismen!

Hver udstilling vises i 14 dage og tager afsæt i kunst fra museets og cykelsmedens samlinger. Om alt er stor kunst, og kunst i det hele taget kan og vil blive diskuteret!

8. september kl. 15.
Sven Dalsgaard

29. september kl. 15.
Svend Aage Tauscher og Angcelo von Fürsten

27. oktober kl. 15
J. V. Martin

17. November kl. 15.
Per Neble

8. december kl. 15.
Kent Zahll