Cykelsmeden og kunsthistorikeren

Foråret byder traditionen tro på fem utraditionelle dialoger om kunst mellem cykelsmed Claus Ørsted og museumsdirektør Lise Jeppesen. Dialogerne tager afsæt i museets samling og værker fra cykelsmedens kælder. 
Claus Ørsted og Lise Jeppesen er ikke enige om meget, men de brænder begge to for kunsten. Der er lagt op til en sjov og festlig debat om kunst.

TAG PÅ REJSE MED KUNSTNERNE 

Fra starten af 1800-tallet var dannelsesrejsen til Rom et vigtigt udviklingstrin for enhver kunstner. I Italien fik de ikke alene klassisk grund under fødderne, men stod også ansigt til ansigt med det fremmede, det eksotiske og det ukendte i form af gestikulerende italienere, rustikke byscener og landskaber badet i sydens klare lys. Flere rejste videre ud til Spanien, Grækenland eller den nære orient. Senere blev Paris det foretrukne rejsemål. Kunstnerne lod sig fascinere af de fremmede verdener, men også af den kunst de så.

Randers Kunstmuseums samling rummer talrige hovedværker, der bærer vidne om denne rejselyst, og om senere generationers rejser ud i verden. Fra Jørgen Sonnes (1801-1890) Romersk Karneval (1846), Vilhelm Kyhns (1819-1902) panoramiske Landskab i den romerske Campagne (1851), Kristian Zahrtmanns (1843 -1917) Italienske Tærskeplads (1902), J. F. Willumsens (1863 -1958) Brænding i stille vejr på kysten af Bretagne (1904), Achton Friis’ (1871-1939) malerier fra Grønland fra Danmarksekspeditionen 1906-1908, Niels Larsen Stevns (1864 -1941) Udsigt fra slotspladsen i Cagnes, 1923, Trondur Paturssons sørejser med den irske eventyrer Tim Severin, Merete Barkers rejser til det gamle Persien i 2005-2006, Sven Dalsgaards mange rejser på Stedet og mange flere.

Over to sæsoner af torsdagsdialoger inviterer cykelsmed Claus Ørsted og museumsdirektør Lise Jeppesen publikum med på rejse i kunstnernes fodspor. Hver torsdag fokuseres på en rejseskildring i museets righoldige samling.

Der er fri entré til dialogerne 

8. marts kl. 15 
TORSDAGSDIALOG 
Vilhelm Kyhn: Forsommer, Landskab i den romerske Campagne (1851).
I 1849 får guldaldermaleren Vilhem Kyhn (1819-1902) akademiets rejsestipendium, og i 1850-51 foretager han sin klassiske dannelsesrejse. Turen går over Paris, Savoyen, Rom, Venedig, Capri, Napoli og Firenze. På rejsen udføres mindst tre store rejsemotiver, herunder Forsommer, Landskab i den romerske Campagne (1851), der efterfølgende udstilles på Charlottenborg. Hør om maleriet, rejsen og meget andet, når cykelsmed Claus Ørsted og museumsdirektør Lise Jeppesen inviterer til torsdagsdialog. 

22. marts kl. 15 
TORSDAGSDIALOG 
Trondur Patursson: Kosmisk Rum (1997) 
Det var en stærk naturoplevelse i 1993, der inspirerede kunstneren til at skabe værket KOSMISK RUM. Tróndur Patursson deltog i den irske eventyrer Tim Severins dramatiske ekspedition på en bambusflåde over Stillehavet fra Kina til Amerika. Hør om værket, rejsen og meget andet, når cykelsmed Claus Ørsted og museumsdirektør Lise Jeppesen inviterer til torsdagsdialog. 

5. april kl. 15 
TORSDAGSDIALOG 
Joachim Skovgaard: Fra Halland Torperhuse, Dagsåsklippen (1890) 
I 1879 og den følgende sommer malede Joachim Skovgaard i Halland en del fine og solide studier og billeder. Kort tid efter gik rejsen til Paris, hvor han i vinteren 1880-81 malede under Leon Bonnat, Italien, hvor han opholdt sig dels i Rom, dels i Sora. Fra Sora gik rejsen i selskab med Kristian Zahrtmann til Grækenland. Den maleriske frihed som syden bragte Joakim Skovgaard udfoldede sig gennem 80'erne og 90'erne i en ny række landskaber, malet under sommerophold i Halland, herunder det lysfuldte maleri Fra Halland Torperhuse, Dagsåsklippen (1890). Hør om maleriet, rejsen og meget andet, når cykelsmed Claus Ørsted og museumsdirektør Lise Jeppesen inviterer til torsdagsdialog. 

19. april kl. 15 
TORSDAGSDIALOG  
Merete Barker:Fra en anden verden (2006) 
”Det historiske Persien besøgte jeg i foråret 2005. En kontrast til Inkariget, så det gav genlyd i hele ens sanse- og tankeapparat. At være der, og være så tæt på det, man havde lært som ungt menneske, blev et sus fra svundne tider. Det blev sat i det nuværende Irans tidsperspektiv. I Iran er man i en nutid, der kan udvikle sig katastrofalt, og i den historiske fortid, som man forsvinder ind i, i troen på, at den vil blive bevaret i eksistensen. Skønhedsåbenbaringen og det politiske spils ubønhørlighed er så tæt på hinanden, at man må frasige sig sin tilskuerplads.” Hør om maleriet, Merete Barkers rejse og meget andet, når cykelsmed Claus Ørsted og museumsdirektør Lise Jeppesen inviterer til torsdagsdialog. 

3. maj kl. 15
TORSDAGSDIALOG 
Kristian Zahrtmann: Italiensk tærskeplads (1902) 
Kristian Zahrtmanns første rejse, 1875-78, gik til Italien. På den næste kom han i 1883 til Cività d'Antino i Abruzzerne, hvor han frem til 1911 tilbragte 17 somre, ofte med venner og elever.Hans malerier fra Italien er som Italiensk tærskeplads ofte præget af dristige farveeksperimenter, og i modsætning til tidens valørmaleri blev lys og skygge gengivet ved komplementære farver. Hør om maleriet, Kristian Zahrtmann i Italien og meget andet, når cykelsmed Claus Ørsted og museumsdirektør Lise Jeppesen inviterer til torsdagsdialog.